BCB og FBI fik min ide og produktudvikling ud over stepperne

 Foto - Ole Boskov Hans -henrik Travis Lind Thornton

 

Når skybruddet oversvømmer kælderen, eller dine ejendele skal rengøres efter en brand, får du brug for Ole Boskov og hans skadesservicefirma.  Men du får også brug for en samlet sagsmappe med et overblik over korrespondance med bl.a. forsikringsselskab, sagsforløb og meget mere. Sådan en app har Ole Boskov opfundet - og Business Center Bornholm hjalp ham med at gøre den til virkelighed.

 

Forestil dig din kælder fuld af skybrudsvand til knæhøjde - eller dit hjem efter en ildebrand, hvor alt du ejer er sodet til. Hvad gør du? Du ringer til et skadesservicefirma, som kommer og 'stopper' ulykken og igangsætter oprydnings- og rengøringsarbejdet. Måske må du vente, hvis andre f.eks. også er skybrudsramte. Men hvad sker der - og hvornår - fra nu af?

 

Netop det behov for overblik over et skadesforløb giver en ny app, DamageReporter, dig, og den er opfundet af Ole Boskov, der opdagede behovet via sit arbejde med private kunder i skadesservicefirmaet i Rønne på Bornholm. Her oplevede han tit, at private kunder i pressede situationer havde brug for overblik og klar kommunikation i en forvirrende proces med både skadeservice, forsikringsselskab og byggefirmaer involveret i arbejdet med at få kælder eller hele huset tilbage til beboelig stand.

 

Ideen til app'en DamageReporter opstod, fordi jeg oplevede, at mine kunder var frustrerede og ikke kunne følge med i vores arbejdsproces, samtidig med at jeg ikke altid fik informeret skadelidte, starter Ole Boskov, siddende bag skrivebordet i Rønne, med web-app'en åbnet op på skærmen.

 

Men fra ide til den forholdsvis færdige testversion, du ser her, er der nok gået knap 2 år med fondsansøgninger, forretningsplaner, design af app'en, selve it-konstruktionen af den og en pokkers masse papirarbejde. Og i den del af produktudviklingen har Business Center Bornholm være en uvurderlig hjælp. Travis Lind Thornton, der var og er min konsulent, har praktisk talt ageret projektleder og sørget for at holde mig og projektet på sporet, og han har bidraget med en utrolig stor viden om it - og tiltrængt struktur og planlægning. Ting, som jeg nok ikke selv havde fået gjort, fortæller en glad Ole Boskov, der glæder sig til at DamageReporter, fase 1, snart er i luften og kan testes.

 

Design, logo og navn står den bornholmske grafiker Allan Kaas bag - selve opbygningen står JF Data bag - og de lokale samarbejdspartnere har gjort det lettere at holde møder løbende, hjælpes ad og holde hinanden op på at få et færdigt produkt på markedet.

 

I den proces har Business Center været en kæmpe hjælp og fremdriftsfaktor, og samtidig har min kontakt sørget for, at det er blevet udviklet ordentligt. For som iværksætter har man jo lyst til at storme af sted mod målet, i stedet for at have helt styr på fodarbejdet. Der har han hele tiden haft styr på, hvor der skulle søges penge, hvem vi skulle mødes med i hvilke faser og været den der sparringsmakker, man måske kan glemme, man har brug for, når sidder og selv arbejder med sin ide. Og det, tror jeg, gør hele forskellen på fiasko og succes, mener Ole Boskov.

 

Fremtiden byder forhåbentlig på videresalg af systemet, webapp'en DamageReporter, til andre skadeservicefirmaer i resten af Danmark, og det kommer forhåbentlig også til at generere et par lokale arbejdspladser hos firmaet JF Data, der skal stå for videresalget.

Og også her er BCB uvurderlige at have med om bord. Jeg mener, at det endelige produkts potentielle succes og stærke fremtoning i høj grad skyldes hans kompetente indspark og engagement i et emne som it, som ikke er min stærke side. Så der har makkerskabet virkelig været produktiv.

 

Om Ole Boskov

  • Bor i Rønne sammen med sin kone, som han har to børn med. Desuden tvillinger på 17 år fra et tidligere forhold.
  • Kom til Bornholm i 1990, da han startede på Almegård Kaserne
  • Var udsendt 4 gange til Jugoslavien i de 10 år, han var i militæret
  • Stammer fra Haderslev i Sønderjylland
  • Startede sin tømrevirksomhed i 2004, sin skadeservicevirksomhed i 2007.
  • Omkostningerne for at etablere DamageReporter vil Ole Boskov ikke ud med.
  • Men at pengene til at finansiere app'en FBI fondener ikke hemmeligt overhovedet.
  • Han regner dog med at opstarte én prøvefase her i efteråret 2016 - og fuld opstart DamageReporter-systemet i starten af 2017
Skrevet af Louise Skøtt Gadeberg 00:00